Hvis enhver tager vare på sig selv, er der ingen, der bliver glemt

Hvem har brokkeretten?

Hvis enhver tager vare på sig selv, er der ingen, der bliver glemt. Sådan har min veninde altid sagt, og hun er selv en fin rollemodel for det gode råd. Aldrig hører jeg hende anklage eller bebrejde andre for noget, hun har været ude for eller har oplevet. Selvom jeg nu godt i nogle situationer synes at kunne ane andres andel i en lidt større målestok.

For eksempel når hun har brugt sin lørdag aften på at stille borde og pc'er op og gjort helt klar til et kursus, hun skal holde om mandagen. Da hun kommer om mandagen, heldigvis i god tid, har pedellen fjernet det hele og ovenikøbet klaget over, der ikke var blevet ryddet op om fredagen.

Ja, han er lidt af et paphoved, sagde hun, da jeg udtalte mig om hans observationsevner og mangel på samme. På den anden side kunne jeg have gjort opmærksom på det ved at skrive det på tavlen, fortsatte hun. Jeg tænkte bare ikke over, at han kunne finde på at fjerne det, da kurset er skemasat, men ret skal være ret, han hjalp mig med at sætte det hele op igen, og vi nåede det endda lige inden kursisterne kom.

Undskyldte han så i det mindste ikke over, at han var årsag til alt det dobbelt arbejde, spugte jeg.

Næh, det gjorde han nu ikke, svarede hun. Han beklagede sig mere over at ingen ulejligede sig med at informere ham, men der er ingen grund til at bruge mere energi på det. Jeg kan kun arbejde med det, der er mit. En anden gang sørger jeg for at have taget mine forholdsregler.

Kan det nu også passe...

Det er nærmest et drømmesenarie og lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre er det sandt. Jeg oplever det igen og igen. Hun har fuldstændig sluppet det og bruger heller ikke energi på at forfølge den stakkels pedel, som, når alt kommer til alt, bare har gjort sit job. Og tag nu ikke fejl, hun er ikke bleg for at sige både til og fra, når hun oplever, noget kræver at blive italesat - hun er 8'er og er en stor fortaler for retfærdighed. Det er mere offerrollen, hun ikke selv indtager eller lader andre indtage i hendes nærhed. Kom nu ind i kampen og tag ansvaret hjem til dig selv, er en udstråling, der ligger i hele hendes aura.

Tit er det bare nemmere for mange af os at brokke og beklage os. Det er de andres skyld. Det er andre menneskers opgave at sørge for, at jeg har det godt. Jeg er den vigtigste, den sarteste, den mest sårbare og så videre og så videre.

Tilpas temperaturen

Selv kan jeg godt mærke den rem af huden, der giver mig lyst til at give andre skylden for en eller anden dumhed, jeg har gjort. Derved fratages jeg også for noget af den byrde, det er både selv at være skyldig, have dårlig samvittighed og skulle tage hele ubehaget omkring selve den konsekvens, min dumhed udløser. Næh, lad mig købe aflad på forhånd - det hele er din skyld. Det holder bare ikke en meter, da jeg bagefter martrer mig selv, nu også med at jeg har givet en anden skylden for min fadæse. Det er som at tænde for radiatoren på en kold vinterdag og så lukke vinduerne op for at få balance i temperaturen.

Tænk hvor meget lettere livet er, når vi tager ansvaret for vores eget velbefindende hjem til os selv, fremfor at lade det påhvile andre at rette ind så det passer til os og vores liv. At holde slaver er alligevel ikke mere en mulighed, og derfor kan vi lige så godt bruge vores tid, kræfter og energi på at tage vare på os selv. Ingen bryder sig om at blive anklaget, uanset om vi er skyldige eller ej. Et vist mål af overbærenhed er klogt uden det skal munde ud i underdanighed. Det er også klogt at huske på ikke at kaste med sten, når man selv bor i et glashus.